Arbejdsglæde – Hvorfor er den så svær at finde?

Jeg har gået og tumlet med det her indlæg pænt længe, måske noget der minder om år. Tankerne har ikke været i indlægsform, og er det måske stadig ikke, men de er der. I alle mulige former og varianter og i kludrede bundter, der leder i ring og ingen vegne på samme tid. Tanker om arbejdsglæde, om manglen på samme og hvorfor jeg ikke har den, den der famøse arbejdsglæde.

For hvad stiller man op med sit voksenliv når man ikke har arbejdsglæde, men blot et arbejde, fordi man er nødt til at have smør på bordet.

Jeg har været på det voksne arbejdsmarked siden jeg som  23 årig i 2003 glad og fro spadserede ud af DTU som nyuddannet ingeniør. Jeg har brugt min uddannelse og betalt min SU tilbage til statskassen i alle de år, kun afbrudt at barsel og et par sygemeldinger (lang historie, anden dag). Og det er aldrig lykkedes mig at havne på en plads, der rystede det mindste arbejdsglæde af sig. Joh, jeg har da været glad for (nogle) af de steder, jeg har arbejdet, men det handlede aldrig om arbejdet, men altid om de kollegaer, jeg omgav mig med. Frokostpausen var altid højdepunktet, ene og alene pga. de  mennesker, jeg var så heldig at omgive mig med.

I mange år tænkte jeg, at det nok kom, at det måtte være fordi jeg var havnet det forkerte sted, at det blot ikke var den rigtige arbejdsplads, ikke var de rigtige opgaver. Så jeg skiftede job, lavede forskellige varianter af det jeg kan, sad på forskellige stole rundt om i byggebranchen. Men det hjalp ikke. Det har taget temmelig mange år at komme frem til, at det nok ikke er arbejdspladsen og opgaverne der er problemet…det er sgu nok mig! Av den sved!

For når det ikke er arbejdspladsen og opgaverne, der er problemet, giver det jo heller ikke mening at lede videre efter stedet. Det håb er væk. Jeg tror ikke længere på, at det findes. Og skal jeg så bare affinde mig?

I en tid hvor nøjes er et skældsord, kan jeg så nøjes? Kan jeg affinde mig med at bruge størstedelen af mine vågne timer på noget, som i bedste fald giver mig ingenting. Og i værste fald leder til endnu et sammenbrud.

Jeg møder jævnligt mennesker, som midt i livet har kastet håndklædet i ringen og sadlet om. Mennesker som halvvejs eller i begyndelsen af det der skulle være deres karriere fandt ud af, at det var helt forkert, at de skulle lave noget helt andet. Jeg har den største respekt for de mennesker. Ikke fordi de tør, jo det er også flot, men fordi de kan. Fordi de formår at finde ud af, hvad der gør dem glade, hvilken vej i livet, der er den rette for dem. Hvorfor dælen kan jeg så ikke?

I en alder af 38 år sider jeg stadig tilbage og har ikke den fjerneste idé om, hvad det er meningen, jeg skal bruge mit liv på. Hvad jeg vil være når jeg bliver stor. Og jeg føler absolut, at den slags burde jeg have styr på på nuværende tidspunkt. Jeg prøver at forstille mig migselv i forskellige jobs, som pædagog, i en butik, som sygeplejerske og kok alt muligt mellem himmel og jord, og der er intet der appellerer. Intet der giver en følelse af, at her kunne der måske være noget.

Jeg ser gemalen, som med liv og sjæl går op i sit job, som uden betænkning giver det mange flere timer, end han får løn for, som tænker over det, investerer i det og elsker det. Og jeg er skide misundelig. Jeg vil elske mit arbejde, eller i det mindste ikke have noget imod at skulle på arbejde hver dag. Men det er bare slet ikke der, jeg er.

Så der ligger den. Jeg går på arbejde hver dag, uden at hade det (de fleste dage), men også uden at elske det. Jeg drømmer om at finde det, som giver mig arbejdsglæde. Men så længe jeg ikke har den fjerneste idé om, hvad det er, kan jeg lige så godt blive siddende på min stol og passe det arbejde, som jeg faktisk er rigtig god til. Så det gør jeg.