At rejse alene

Jeg elsker at rejse, og har altid rejst med min familie og enkelte gange med vendinder. For flere år siden opstod idéen om at rejse alene. Den lå i flere år og rumsterede i  en afkrog af mit sind uden at  gøre væsentligt meget væsen af sig, andet end at være der. Men for et års tid siden begyndte den at vokse og drømmen om at prøve mig selv af på en soloferie blev til et behov, jeg var nødt til at gøre noget ved.

Så midt på vejen mellem New York og Niagra Falls i en gigant af en lejebil, luftede jeg med let bævende stemme idéen for gemalen. Han blev overrasket, og var totalt uforstående over for behovet, men var på ingen måde imod det. Så hermed skulle jeg ud at rejse alene.

Barcelona blev min destination. Der var egentlig aldrig den store tankevirksomhed omkring, hvor jeg skulle tage hen. Jeg elsker Barcelona, har været der flere gange før og føler mig tryg og hjemmevandt i byen. Ved min førte tur ud af den vanlige tryghed, var det vigtigt for mig ikke også at skulle bøvle med, hvordan jeg kom fra lufthavnen, fandt rundt i byen, etikken og alle de millioner af andre ting, man skal finde ud af når man rejser. Min rejse handlede om mig, og ikke så meget om at opleve noget  nyt.

Jeg havde tænkt rigtig meget over det hotel, jeg valgte at booke. Det skulle helst være et sted, hvor jeg kunne trække mig tilbage når byens liv og leben blev for meget, og hvor jeg evt. kunne holde ud at tilbringe 4 dage, hvis jeg bare ikke kunne overskue at skulle møde verden alene (det blev dog heldigvis ikke aktuelt). Jeg fandt et fint hostel med egne værelser i udkanten af det gotiske kvarter. Uheldigvis havde jeg ikke overvejet, at den meget store vej, der løb langs hotel ville give så meget trafikstøj, at jeg slet ikke kunne åbne vinduerne og endnu mindre benytte de to balkoner, som hørte  til værelset. Men udsigten, værelset og servicen var eminent.

Udsigten fra den ene balkon, med den alt for store og larmende vej. Men udsigten er god.

Jeg tilbragte 4 dage i Barcelona. 4 dage som overvejende blev brugt på blot at gå rundt, observere mennesker og læse på værelset. Det var 4 dage i helt mit eget tempo. Det var skønt, og det var forfærdeligt på samme tid. Det var fedt selv at sætte tempoet, selv at bestemme hvor jeg ville gå, hvad jeg ville opleve, men svært at gøre det uden at føle savnet efter familien. Det var underligt pludselig ikke at skulle tage hensyn til andres spisetider, sovetider, pausetider.

En af de få ting jeg på forhånd havde set som en udfordring, måske den største udfordring, var at gå ud at spise alene. Jeg er klar over, at man i Barcelona, som i en hver anden storby, kan få take away. Men som det store madøre, som jeg er, havde jeg også besluttet, at jeg ikke ville lade mig nøjes med take away, bare fordi jeg var alene. Så til alle måltider alle dage, gik jeg  ud at spise. Og jeg var ikke den eneste. Der var så mange, der spiste og drak alene (af en eller anden årsag primært kvinder). På Flax and Kale havde de sågar et helt langbord til folk der kom alene. Og det var slet ikke spor slemt at spise alene. Ingen pegede fingre eller grinede. Ingen antastede mig. Jeg fik bare lov til at være i fred. Det var faktisk så meget okay, at den store tykke bog, jeg de første 3 dage slæbte rundt med i tasken for at kunne bruge som skjold i spise situationer, aldrig kom op af tasken og helt endte med at blive parkeret på værelset.

Jeg valgte at gå på restaurant alene, bl.a. spiste jeg tapas (selvfølgelig!)

Jeg ved ikke om jeg har lyst til at rejse alene igen. På den ene side kan jeg ikke vente med at tage afsted igen, og selv vælge tempo, destination og alt det andet man kan, når man gør tingene alene. På den anden side så vil jeg faktisk også  bare helst have familien med, for det er hyggeligere. Ingen tvivl om det. Men  jeg fik afprøvet min drøm, fik udfordret mig  selv. Og jeg er så glad for, at jeg gjorde det.

Har du prøvet at rejse alene og hvad syntes du om det?