Jeg er som store dele af blogland hoppet med på vognen med den famøse Goodiebox. Til dem som endnu ikke måtte kende det, går det i al sin enkelthed ud på, at man hver måned modtager en æske med skønhedsprodukter og makeup, nogle i fuld størrelse andre i vareprøve størrelse. Alt sammen til en relativt lille penge.
For et lille ½ år siden lod jeg mig altså friste over evne af alle de fine billeder og hoppede med på toget. Og det har jeg været siden. Jeg elsker konceptet, og ser hver måned frem til at pakke den lille æske ud og se hvilke nye ting, de gode folk hos Goodiebox nu synes, jeg er nødt til at prøve. Jeg har således nu badeværelsesskabet fyldt med alle mulige former for masker, cremer, mists og pinke læbedråber, som jeg ikke har den fjerneste idé om, hvad jeg skal bruge til.
Jeg har for mange år siden etableret en “skønheds” rutine, som jeg synes virker for mig. En rutine jeg er yderst utilbøjelig til at ændre på. I hvert fald i teorien. For ved siden af mine normale produkter, ser jeg nu pludselig mig selv med discomaske, chiliolie på læberne og glimmerøjenskygge. Ting jeg i min vildeste fantasi ikke havde forestillet mig fandtes og da endnu mindre skulle finde vej til mit badeværelsesskab, men det har de gjort. Og selv om alle de flotte indpakninger og navne får mig til at føle mig som skønhedsverdnens analfabet nummer 1, elsker jeg det alligevel. For hvordan skulle jeg ellers have fundet ud af at jeg ikke kan leve uden bodyyoghurt og sukker skrubmaske!
Leave A Reply