En virkelig hidsig morgen

Jeg sidder her bag computeren og skumler, sådan rigtig hidsig agtigt. Det har ellers været en ganske udmærket morgen, alle kom op til tiden, ingen kom op at skændes, og jeg tror sågar alle også huskede at få madpakken med. Så egentlig ret succesfuld. I hvert fald lige indtil  undertegnede skal videre efter aflevering af mindstebarnet i skolen.

I den kommune hvor jeg bor er man utroligt glade for at lave alle mulige fartbegrænsninger for billisterne, nogle af dem giver mening, andre knap så meget. Der er bl.a. placeret et smalt men højt bump lige før (eller efter – alt efter køreretning) et ret skarpt sving. Ikke jordens mest optimale sted i min bog. Denne morgen kommer jeg trillende rundt i svinget og standser ved bumpet, da en modkørende er på vej op over bumpet. Bag ham måske 50 m længere nede ad vejen kommer en ny billist, som tydeligvis har meget travlt, han sætter i hvert fald farten op, formentlig med tanken om, at han vil over bumpet i samme ombæring som ham foran.

Han ikke er nået frem til bumpet, da den modkørende er ovre, og da jeg holder som næste mand i køen til at komme over, kører jeg ret ubekymret ud på vejen og over bumpet. Og her opstår balladen så. For den modkørende billist er nu næsten helt henne ved mig og han begynder at ryste kraftigt på hovedet, og da kan kommer tæt nok på, begynder ham at råbe og skrige af mig. Tydeligvis meget oprevet over, at jeg tillod mig at køre over før ham.

I sådanne situationer reagerer jeg normalt med at vinke, smile eller sågar sende et luftkys (eller i hvert fald nogle gange!). Men lige den her morgen, synes jeg sgu ikke hans overdrevne reaktion på ikke at være kommet hurtigt nok frem, var helt i trit med virkeligheden, og min reaktion ligger i stedet i min midter finger, som bliver hidsigt luftet.

Lige i situationen reagerer jeg ret instinktivt og tænker ikke ret meget over det, men blot 10 sekunder senere vælder vreden og raseriet op i mig. Jeg bliver simpelthen så hidsig og gal. Og samtiddig med det, så bliver jeg bange for, om ham den sure billist nu er vendt om for at konfrontere mig. Alle mulige tanker om baseball køller og verbale angreb ruller ind over mig og blander sig med mit skummende blod.

Jeg bliver ved med, at sige til mig selv, at det bare var en idiot, og at han og situationen ikke fortjener så mange følelser hos mig. Det hjælper røv og nøgler. Hele min krop ryster, og jeg er nødt til at køre ind til siden for at finde mig selv igen.

Og hvad kan jeg så lære af den situation? Det har jeg ingen idé om! Men den minder mig igen igen om, at jeg har et heftigt temperament, som let tænder, men til gengæld også har svært ved at slukke. For jeg er stadig gal, her flere timer efter, kværner det rundt i hovedet, og jeg mærker adrenalinen pumpe rundt i blodet. Alt imens jeg konstruerer det ene mere spidsfindige modsvar end det andet i det tilfælde, at jeg nogensinde skulle møde omtalte billist. Er det konstruktivt? Nej, det er det helt sikkert ikke.

Jeg ville ønske, at jeg var hende, der kunne trække på skuldrene og være ligeglad. Bare smile og så glemme det igen. Ikke kun i tåbelige situationer i trafikken, men i livet generelt. Det er jeg bare ikke. Jeg tager alting ind, alle bitte små uretfærdigheder og alt hvad der bare har den mindste duft af angreb, tænder kæmpe store bål i mit indre.

I nogle situationer er det godt. Det er det, der får mig til at skrive klagebreve til skole og kommune, når skolens brandstrategi er ikke eksisterende, og små børn overlades til sig selv. Det der får mig til at reagere, når en lærer træder ud over grænsen, og kalder mig en løgner, for at dække over sig selv. Og det er det, der får mig til at kræve min ret og insistere på samme løn som mine mandlige kollegaer osv. osv. Men hold nu op hvor er det også anstrengende. Anstrengende altid at have store bølger.

Vokser jeg mon fra det? Jeg tvivler stærkt. Som årene går og rynkerne titter frem, bliver det faktisk kun mere og mere udtalt. Så næste gang du ser en nogle-og-tredive årig kvinde med rødt hår og damp ud af ørene, så kunne det meget vel være mig (men jeg håber lidt, at det ikke er mig, men at jeg sidder helt zen agtig hjemme i min sofa og presser blomster – som om!)