Fankultur, MJ og teenage lååve

I går den 29. august ville Michael Jackson have fyldt 60 år, hvis han vel og mærke stadig havde været i live.

Jeg kunne skrive side op og side ned om hvor fantastisk en kunstner,jeg synes, han var, og hvilken forskel han har gjort for industrien osv. osv. Men det er der helt ærligt nok ikke ret mange, der giver læse om. Så i stedet vil jeg meget hellere fortælle, hvad han og ikke mindst det at være del af en fankultur, har betydet for mig.

Jeg er Michael Jackson fan og har været det, siden han i 1992 betrådte dansk jord på Gentofte Stadion. Jeg var selv  for ung til at deltage, men min opmærksomhed var øjeblikkeligt vagt. Jeg forelskede mig hovedkulds i hans musik, i fortællingen, i kulturen og karakteren. Musikken var alt det, jeg godt kunne lide, gode rytmer, dansevenlig, nem at synge med på (jeg er ikke så avanceret!). Og han var så mystisk og anderledes, at jeg uden problemer kunne spinde mine egne fantasifortællinger rundtom den i forvejen meget mystiske karakter. Alt var muligt med ham.

Med ham fulgte også en meget dedikeret fankultur. Noget man kunne vælge at være en del af, hvis man orkede det. Og det gjorde jeg, i stor stil. Til mine forældres og nogle venners virkelig store forundring og til tider irritation. Jeg fandt ligesindede, andre som også centrerede deres verden rundt om ham. Det gav fællesskab og tryghed. Og de venner der ikke synes MJ var verdens 8. vinunder, måtte se at lære det. De blev i hvert fald ikke skånet for hverken musik, snak eller plakater. Utroligt der var nogen der gad være sammen med mig!

Jeg fyldte hele mit lille pigekammer med plakater og udklip af ham, tænkte ikke på meget andet og har helt sikkert heller ikke snakket om ret meget andet (sorry :-/). Han var mit anker og holde sted i nogle turbulente teenageår.

Fra dengang han holdt koncert i Danmark på sin fødselsdag. Mindre end et gigantisk flag kan jo ikke gøre det!

Åh ja, der var perioder, hvor han og pressen gjorde det svært at holde fanen højt. Jeg tror, de fleste MJ fans tænker tilbage på hele sexskandalen med gru, jeg gør i hvert fald. Jeg har forsvaret ham og min tilbedelse mange flere gange, end jeg kan tælle. Det var vilkårene, men det var sgu ikke altid særlig sjovt.

Efterhånden som læsestoffet ændrede sig fra Vi Unge og Mix til at være universitetsbøger, måtte han nødvendigvis glide i baggrunden. Og der har han sådan set ligget siden, i baggrunden. Aldrig væk, men dog heller ikke det vigtigste i verden. Min alt overskyggende teenage tilbedelse har ændret sig til respekt og nostalgi (og måske stadig lidt tilbedelse!). Men jeg er fan helt ind i hjertekulen, det tror jeg aldrig ændrer sig.

I dag når jeg ser min teenage datter kaste sin kærlighed efter forskellige ungdoms idoler, klapper jeg mentalt i min små buttede hænder, og opfordrer hende til at dyrke det. For det er fantastisk at være fan, at være en del af en fankultur. Alle de mennesker og oplevelser det bringer med sig, og al den (indbildte) støtte man føler, man får, den betyder alverden, når man er usikker teenager.

Så ja, manden er død. Jeg kommer aldrig til at møde ham, aldrig til at se flere koncerter, aldrig til at høre ny musik. Men mens han var her, der dyrkede jeg ham saftsuseme til det maksimale.