Familiens første fælles telttur er overstået, og med et par dage til at sunde sig, er det tid til at tænke tilbage og gøre status.
Førte rigtige stop var en times kørsel nord for Oslo (ikke medtaget en overnatning i Sverige). En ok campingplads med en viiirkelig lækker strand i bunden af en fjord. Vi brugte en dag på at udforske Oslo, hvor vi fik set de mest obligatoriske seværdigheder og et par dage på at fede den på standen og gispe i skyggen.

Hvem ved deres fulde fem hopper frivilligt ud herfra? Skihopbakken Holmenkollen nord for Oslo.

Det smukkeste gamle ur på Oslo havn
Jeg har været i Oslo en del gange før, og synes egentlig at byen er lidt halvkedelig uden den store tiltrækningskraft. Det blev der ikke rykket ved denne gang heller, men til gengæld havde de fået et fantastisk smukt nyt operahus, som mit arkitektur-elskende hjerte var svært glad for. Vejret i Oslo var det eneste dårlige vejr vi stødte på på vore tur. Og det var faktisk ikke dårligere end en del vind og meget lidt småregn. Det er til at overleve.

Oslos nye smukke operahus
Godt tanket op på afslapning og varmegrader drog vi mod vest hen over Hardangerviddaerne. Klart den del af turen, som jeg havde glædet mig mest til. Jeg har kørt turen en enkelt gang før, men i regnvejr. Denne gang skinnede solen fra en høj smuk himmel og oplevelsen var eminent. Der var ekstremt højt til loftet, udsynet var koloenormt og naturens magt var så tydelig, at den kunne skæres ud af luften. Alt sammen noget jeg knus elsker. Et par dage blev brugt på at udforske området inden familien sagde stop og var trætte af at kigge på bjerge og lav.

Der er bare noget særligt ved sne om sommeren

Hardangerviddaerne med højt til loftet

Frokosten blev bl.a. indtaget på den fineste fjellstuva i fjeldene
En camping plads lige uden for Bergen blev sidste stop. Også her blev der tid til badning i den lokale bjergsø, afslapning og så en tur til selve Bergen by. Her havde jeg så ikke været før, og på mange måder blev jeg positivt overrasket. Byen var utrolig smuk og vedligeholdt, mange blomster og parker, pladser og fine statuer, men også helt ekstremt mange turister. De ting jeg hjemmefra havde sat mig for at ville se, viste sig at være totale turistfælder og mistede derfor også helt og aldeles den charme, de må formodes at have haft en gang. Virkelig ærgerligt. I desperation for at finde et frokoststed, der kunne servere andet end fisk til min fiske-hadende gemal, faldt vi desværre i en turistfælde og fik et virkelig lousy men til gengæld meget dyrt måltid.

Bryggen med de smukke gamle huse og alle turistbutikkerne
Som en lille bonus info kan jeg også afsløre, at det er stort set umuligt at opdrive et sted at træde af på naturens vegne. Så ledes kunne man altså finde mig helt desparat og med tårer i øjnene på diverse cafeer, turistinformationer osv. i et forsøg på at opdrive et sted at lette blæren. Efter uendelig lang tids søgen lykkedes det endelig, dog med den lille anke, at det tog mig 3 betalte forsøg med dankortet at få åbnet døren, før en barmhjertig samaritaner forbarmede sig og lukkede mig ind indefra. Jeg var SÅ tæt på at sætte mig på gulvet og tisse!
Men hvordan var det så meget telttur? Gider vi gøre det igen? Ja, det gider vi helt sikkert godt, men der var absolut nogle aspekter, som ikke fungerede og andre som gjorde. Maden var foreksempel et virkelig stort problem. Vi er en familie af madører, vi sætter vores måltider virkelig højt på prioriteringslisten og er rigtig dårlige til at gå på kompromis. Velvidende at Norge er et meget dyrt land at opholde sig i, havde vi derfor medbragt en masse kogegrej til selv at lave mad. Det kunne bare ikke lade sig gøre. Mange steder kunne vi ikke handle friske fødevarer, men blev tilbudt et uhyggeligt antal forskellige frysepizzaer og pulverretter at vælge imellem. Det største problem var dog de manglende køkkenfaciliteter på campingpladserne. Næste gang har vi kogeplade med, så er det problem nemlig streget af listen.
Mange kilometer er blevet tilbagelagt, faktisk også alt for mange. En af de mindre fede ting har været al den trælse køretid. Der er langt til Bergen, det er der bare. Og når man kører med 50 km/h gennem hårnålesving og bjerge føles det bare, som om der endnu længere. Så mindre kørsel og flytten rundt næste gang.
Noget at det fede er dog selve campinglivet. Jeg er campist helt ind i hjertekulen, og synes det er totalt hyggeligt. Den form for ferie bliver jeg aldrig træt af.

Campinglivet er fantastisk
Det helt store plus ved den her form for telttur er dog økonomien. På trods af at vi opholdt os i verdens dyreste land, har vi kunne holde et dagsbudget på ca. 1000 kr for 4 personer. Og det er inkl. mad, overnatning, transport osv. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi gjorde, som vi gjorde. Så ja, vi skal på telttur igen.
Hvis du nåede helt herned så stort applaus til dig 🙂
Hvordan har din ferie været? Hvad har været godt og skidt?
Comment
[…] mens resten af familien har besteget bjerge og spist dårlig mad i Norge (læs meget mere om det her). En super fin løsning som passer alle parter – i hvert fald de menneskelige. Efter endt […]