Ikke alle dage er gode dage

I går var sådan en af de dage, altså en af de dage der ikke er så gode. Det var faktisk en møgdag, for at sige det ligeud. Sådan en dag hvor selv den mindste ting pludselig er en stor og uoverskuelig belastning, og bare det at tage den mindste beslutning overhovedet ikke kommer til at ske. En af de dage, hvor man ville ønske, at man bare kunne krybe ned under dynen igen og lade være at forholde sig til verden før i morgen. Den luksus er det jo desværre de færreste af os forundt, og heller ikke mig.

For et par år siden havde jeg et massivt sammenbrud, primært forårsaget af stress. Noget jeg meget gerne vil dele herinde, jeg skal bare lige tage tilløb først. Idag er jeg overvejende ude på den anden side, men desværre har forløbet efterladt nogle meget lidt velkomne ar. Det betyder bl.a., at jeg kan have timer, nogle gange hele dage, hvor det er svært at få øverste etage til at fungere, som den skal. Jeg får svært ved at sætte tankerne sammen. De bliver som vildfarne snefnug i en storm. Over det hele og alligevel ingen steder. Ordene inde i hovedet bliver løsrevne og taber deres betydning, og jeg får svært ved at kommunikere med både mig selv og omverdenen. Jeg hører det enkelte ord, måske endda betydningen, men kan ikke sætte det sammen med det, der kom før eller efter.

Det føles som en osteklokke, som om jeg er fyldt med vat. Humøret rasler til ned under frysepunktet. Jeg er ikke sur, jeg er ikke vred, ikke ked af det. Jeg er slet ikke. Følelsesløs.

Det er selv sagt ikke særlig fedt. De dage har jeg lært at skrue ned for ambitionerne. At forsøge at overleve uden at blive væk, både for mig selv og omverdenen, men også helt fysisk, fordi jeg “belejligt” ikke kan huske, hvor jeg bor eller er på vej hen. De dage kigger jeg ud af vinduet, uden at se. Lytter uden at høre og svarer uden at vide, hvad jeg siger. De dage er sendt fra Helvede.

I starten var alle dage sådan, men nu er de fleste dage gode. Jeg har lært, at det driver over igen, at det ikke længere er permanent. Og pludselig, som lyn fra en klar himmel, kan jeg høre mine tanker, forstå hvad gemalen siger og mærke mig selv igen.

Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig drukner i verden, jeg ved ikke hvad der udløser det, eller får det til at gå væk igen. Jeg holder blot fast i bevidstheden om, at det går væk igen!