Jeg er god til at føle mig forkert

Jeg lagde egentlig ud med en intention om, at jeg ville skrive et indlæg om en enkelt ubehagelig situation, og hvordan den fik mig til at føle. Men efterhånden som jeg skrev og og vente vrangen ud på mig selv, gik det op for mig, at det nok handlede om meget mere end bare den ene dag. Så here it goes…

For nogle dage siden var vi til den årlige morgenmadsafslutning i Selmas klasse. Et arrangement som i sig selv ikke tager mere end en lille times tid og giver glade børn. Men samtiddig et arrangement der excellerer i sin evne til at få mig til at føle mig forkert.

Egentlig er den og andre type sociale arrangementer ofte hyggelige, eller rettere de er hyggelige i teorien. Jeg kan godt lide idéen om at samles om vores børn, at have et godt forhold til de andre forældre, at dele og modtage. Men det går sjældent sådan.

Intentionerne er altid de bedste. Nu skal jeg lære de andre at kende. Nu skal jeg sige noget sjovt og begavet. Nu skal jeg…. Men efterhånden som minutterne går og, det sjove og begavede på irriterende vis lader vente på sig, stiger graden af utilstrækkelighed, og pladen inde i hovedet kan pludselig kun spille én linje “tag dig nu sammen….tag dig nu sammen…tag dig nu sammen…”. Jeg bliver usikker på mig selv og skal bekæmpe en heftig trang til at flygte ud af situationen og alt det ubehagelige. Det giver kun magt til den anstrengende pladerotation i hovedet og mindre energi til at rive pladen af og kyle den over i hjørnet.

Som jeg står der og kæmper med mig selv og min trang til at flygte, ønsker jeg ikke noget mere, end at der vil komme nogen over for at tale med mig, tale om hvad som helst, se forbi min kejtethed. Få mig ud af følelsen af at alle andre godt kan finde ud af at være sammen, få mig til at føle mig normal. Og samtiddigt kan jeg ikke forstille mig noget værre, end at der kommer nogen over for at tale med mig.

Jeg opfatter ikke mig selv som genert. Jeg er ikke bekymret over, hvad andre går og tænker om mig, om de kan lide mig eller ej. Selvfølgelig vil jeg gerne være vellidt, hvem vil ikke det, men det bekymrer mig ikke. Men jeg bekymrer mig over, om jeg kan lide mig selv! Om jeg viser den bedste udgave af mig selv, og det gør jeg bare ikke altid.

Usikkerheden opstår ikke i alle situationer, men dukker primært op, når der er tale om arrangementer, hvor jeg kun kender de andre overfladisk. Det vil sige i forbindelse med skole, sociale tiltag på arbejdet og store familiebegivenheder. De steder kan jeg ikke tage en maske på, men er nødt til at være mig. Eller rettere, jeg er nødt til at være “hende”.

For “hende” er den karakter, der gennem tiden er opstået, som en reaktion på alle de ubehagelige følelser. “Hende” er en del af mig og så alligevel ikke. Jeg betragter “hende” som en uinviteret gæst, som jeg helst vil være foruden, men som jeg har en lang historie med og måske alligevel ikke helt kan undvære.

I perioder er jeg god til at acceptere, at jeg finder den slags selskaber svære og ofte ubehagelige, så kan jeg nogen gange slippe udenom, eller blot bedre leve med mig selv. Andre gange, not so much…

Arrangementerne efterlader mig altid træt og svag. Det føles, som om jeg har løbet for langt. Jeg bliver mat i kroppen og sårbar i hovedet. Jeg bruger efterfølgende alt for meget krudt på at slå mig selv i hovedet, med “hvor gjorde jeg ikke bare…”. Men samtiddig ved jeg også godt, at havde jeg kunne, så havde jeg også gjort det.

Er der tale om social angst? Muligvis, i en eller anden form. Vil jeg gerne af med den/”hende”? Helt sikkert, men det skræmmer mig helt vildt. For hvad er der tilbage, hvis ikke der er “hende”?