Jeg fortryder….

For noget tid siden blev jeg spurgt, om jeg fortryder noget. Det tænkte jeg over ganske kort, hvortil jeg svarede, at jeg fortrød, at jeg ikke havde rejst langt mere, dengang jeg var ung og uden forpligtelser. Jeg fortrød, at jeg havde skyndt mig sådan gennem uddannelsessystemet for at kunne komme hurtigere ud i den “rigtige” verden. Men det var løgn. Det jeg rigtigt fortryder, er noget helt andet.

Jeg er egentlig ikke tilhænger af at fortryde. Jeg tror på, at jeg i en hver given situation vælger at gøre det, der føles mest rigtigt på tidspunktet. Når jeg kigger tilbage i mindekassen, er der masser af situationer, hvor jeg i dag tænker, at det nok havde været smart at gribe det anderledes an, men dengang valgte jeg den løsning, som jeg mente var bedst. Det kan jeg ikke fortryde.

Det efterlader mig tilbage med kassen med alle de ting, jeg ikke bevidst har valgt til eller fra, men som jeg alligevel har ladet ske. Og det er her den helt store ømme tå er for mit vedkommende. Den ting jeg bare lod ske.

Da jeg var 16 år begyndte jeg på efterskole. Jeg var uendelig træt af den almindelige folkeskole, træt af lærerne, kammeraterne og alle dem der mente, at jeg selvfølgelig skulle i gymnasiet med det samme og ikke spilde et år på at gå i 10. klasse. Heldigvis lyttede mine forældre til, hvad jeg havde lyst til og sendte mig på efterskole.

Jeg elskede det fra første dag. Og når jeg ser tilbage står det stadig som et af de aller bedste år i mit liv. Det der primært gjorde det så fantastisk, var de mennesker, der delte oplevelsen sammen med mig.

Fra førte færd faldt jeg i hak med to fantastiske piger, den ene var jeg faktisk så heldig at bo sammen med. Den anden blev vores tredje uofficielle værelseskammerat. Vi var uadskillelige, og jeg elskede dem til verdens ende. Da året sluttede, formåede vi at holde fast i hinanden, at blive ved at være hinandens bedste veninder, på trods af stor geografisk afstand.

Hele vejen gennem gymnasietiden, de obligatoriske fjumreår, universitetet, skiftende kærester og fødslen af min første datter holdt vi ved. Og så gik det galt. Det var ikke noget, der skete over natten, det kom snigende. Mine veninder holdt fast, ringede, skrev…men jeg gav slip.

Jeg er simpelthen så trist over mig selv, men det var min skyld. Hele vejen igennem var det dem, der sørgede for at holde kontakten til mig, ikke omvendt. På trods af min kærlighed til dem, faldt det mig aldrig ind, at jeg måske også skulle tag en del af ansvaret for at holde kontakten ved lige. På et tidspunkt må selv den bedste veninde give op, når initiativet ikke bliver gengældt. Det forstår jeg.

Det var mig, der lod det ske. Jeg gjorde intet. Det var min skyld. Og det fortryder jeg helt ned i lilletåen.

Jeg har prøvet adskillige gange, om ikke jeg kan bruge min filosofi med at gøre sit bedste i en hver given situation, på den her situation. Men den passer bare ikke. For jeg gjorde ikke mit bedste. Jeg gjorde det værste. Jeg gjorde ingenting, og jeg var ikke engang bevidst om det.

Vi har mødtes en håndful gange henover de sidste 10-12 år, og for det meste er det som om, de aldrig har været væk.

Det helt oplagte spørgsmål er jo så, hvorfor jeg ikke tager kontakt til dem igen? Fortæller dem, at jeg savner dem og gerne vil have dem i mit liv. Hvorfor gør jeg ikke det? Den oplagte handler selvfølgelig om, at jeg er bange for at blive afvist. Det er aldrig rart at blive afvist.

Men skal jeg være helt ærlig, sådan helt tåknusende ærlig, så handler det mere om, at jeg ikke ved, om jeg er blevet bedre. Ingen tvivl om at jeg har lært noget på den hårde måde, men kan jeg omsætte det til handling? Hvad nu hvis jeg tager kontakt, og de lukker mig ind i deres liv, og jeg stadig ikke formår at gengælde engagementet? Det tror jeg ikke, jeg kan bære. Det er skamfuldt nok at vide, at jeg har gjort det 1 gang, men at skulle være vidne til, at jeg gør det igen. Det kan jeg ikke.

Så her ligger den. Jeg fortryder inderligt, at have mistet dem 1 gang, men jeg tør samtiddig ikke risikere at bringe mig selv og dem i en situation, hvor jeg kan gøre det igen.

Fortrydelse er en bitch.