Når frihed bliver en katastrofe

For præcis en uge siden landede vi på martriklen efter vores camping ferie i Norge. Men det var egentlig slet ikke meningen, at vi skulle have været hjemme på det tidspunkt. Men konsekvenserne af manglende planlægning og ønsket om frihed indhentede os.

Jeg er svært glad for frihed. Frihed til at vælge, frihed til at ombestemme sig, frihed til alt. Så da vi i foråret besluttede os for at sommerferien skulle bruges på en telttur til Norge, var jeg meget forhippet på, at det skulle være med så meget frihed som muligt. Vi skulle altså ikke planlægge ruten for meget, skulle ikke booke overnatning, færge eller andet. Der skulle være mulighed for at lave om på tingene helt efter for godt befindende. Noget som i teorien er en vældig god og tiltalende idé. Men måske fungerer knapt så godt i virkeligheden. I hvert fald ikke når man holder sommerferie samtiddig med resten af Europa.

Det betød i hvert fald, at da vi ganske få dage inde i ferien blev enige om, at det kunne være super hyggeligt at afslutte ferien med et par dage i Nordjylland, og derved også undgå den noget kedelig køretur gennem Sverige, ikke kunne få en færgebillet. Alt optaget. Vi google os frem til alle de færgeruter der findes mellem Danmark og Norge, men intet passede. Øv øv…idéen blev skrinlagt. Jamen, så kan vi da tage et par dage på den der virkelig hyggelig campingplads i Sverige, som vi lå på, på vej herop. Alt optaget…Hmpf! Nå men øh…så….øh. Så tager vi da bare ud til Oslofjorden, der er jo også dejligt.

I et forsøg på at planlægge bare en smule google vi en campingplads, tjekkede at der var plads (vi har altid plads, I kommer bare – Super), og kørte. 10 timer senere…Alt optaget!!! Så her stod vi, kl 20.30 om aftenen efter uendelig mange timers kørsel og kunne ikke få plads, der hvor de “altid har plads”. Vi begyndte at ringe rundt til andre campingpladser. Alt optaget…hmpf!”#¤%&/!!!!. Okay vi løser det her, vi finder et hotel, et vandrerhjem, et bed & breakfast et eller andet. Alt optaget.

Bilens onstar live hjælp blev taget i brug og en virkelig sød og tjenstvillig men totalt inkompetent medarbejder brugte den næste halve time i et forsøg på at finde ud af hvor i verden Norge var (I kid you not, manden havde aldrig hørt om hverken Norge eller Sverige – han talte dansk!). På det her tidspunkt nærmer klokken sig 23, solen er ved at gå ned, og desperationen hos gemalen og jeg er til at tage og føle på.

“Skal vi ikke bare køre helt hjem?” Ordene kom fra gemalen i et både forhåbningsfuldt og samtiddig håbløst tonefald. Hjem? Der er 6 timers kørsel hjem. Ikke at vi havde så meget valg. Så med aftalen om, at hvis chaufføren blev døsig, måtte vi trække ind på en rasteplads og sove et par timer, kørte vi. Gemalen kører, både unger og jeg forsøger at holde stemningen høj. Vi hører soundtracket fra Frozen, fra Løvernes konge, en utrolig mængde Shubidua sange. Ungerne giver op og der bliver stille i bilen. Heldigvis sover de begge fint. Jeg holder mig vågen og forsøger at finde spændende samtale emner samtiddig med at trætheden er så slem, at jeg begynder at hallucinere. Julemandens kane står pludselig midt på vejen, der åbner sig en tunnel til en anden verden hvor lyset skinner. Der er mange spændende syner, mens vi stille og roligt bevæger os syd på mod Danmark og vores senge. Kl 04.12 lander vi endelig i carporten, efter 18 timer på vejen.

Jeg er ked af at indrømme det, ked af at det er nødt til at være sådan, men næste gang, der må vi planlægge lidt mere. Tiden hvor man kan tage på uplanlagte roadtrips er tydeligvis overstået, i hvert fald på den her tid af året. Det skærer i mit frihedselskende hjerte, men det andet duer sgu ikke. Ikke med børn på bagsædet. Så næste gang jeg går i gang med bare at pakke bilen og mene, at vi bare kan køre derud af, og se hvad der sker, så mind mig lige om de 18 timer på vejen, så kommer jeg forhåbentlig på bedre tanker.