Så vær dog stille! – At være lydfølsom i en larmende verden

For mange år siden, dengang jeg var teenager og alting drejede sig om Michael Jackson, det nyeste crush og om jeg nu var tynd nok (i nævnte rækkefølge), blev jeg første gang opmærksom på, at jeg syntes verden larmede. Jeg brød mig ikke om andre menneskers lyde, radio og tv generede, og jeg kunne høre tekniske installationer, høre på elektronikken når noget var ved at gå i stykker. Lydene blev som regel behandlet med høj musik, som jeg i det mindste selv kunne bestemme. I mange år levede jeg med musik og ørepropper i ørene.

Efterhånden som der kom flere lys i lagkagen, begyndte jeg blandt mine nærmeste at have ry for at være intolerant. Ikke på den der politisk ukorrekte måde, hvor man ikke kan lide andre end sig selv, men mere på den overfølsomme måde. Jeg hadede, som i virkelig hadede at sidde i en bus, opholde mig i larmende forsamlinger eller sågar være i stille forsamlinger, hvor hver en lille lyd kunne høres. Jeg blev voldsomt irriteret, og skulle bruge store ressourcer på ikke at råbe og bede folk om at være stille. Hvis det overhovedet var muligt, flygtede jeg fra situationen. Det var virkelig belastende,og jeg begyndte at opfatte mig selv, som et anspændt og utålmodigt menneske, som ikke brød sig om andre.

Jeg har nu langt om længe lært, at det slet ikke er det, det handler om. Jeg er bare lydfølsom. Puha, det er da meget nemmere at forholde sig til. Jeg er måske alligevel ikke et slet menneske, jeg har det bare stramt med lyde. Alle de dagligdags lyde som de fleste mennesker kan lukke ude, bliver hos mig  til store dominerende lydeffekter. Ham der 3 borde væk tygger tyggegummi, kollegaen der nede ad gangen taler i telefon, pigen i bussen der klikker med sine negle.  Jeg hører det hele, og alle lyde får i mit hoved lige meget plads. Der er ikke noget, der hedder baggrundslyde.

Jeg kommer aldrig til at kunne nyde, når gemalen går nynnende rundt derhjemme, når hunden smasker i søvne eller kollegaen taster på tastaturet eller bare kunne være ligeglad. Oplevelsen er simpelthen for voldsom og fylder for meget. Løsningen er ofte høretelefoner, og sagt mellem os, så har jeg som regel ikke musik i dem. De skærmer for lydene, og gør at jeg pludselig kan høre mig selv.

Er der forståelse for den her slags? Helt og aldeles ikke! Og det kan jeg faktisk godt forstå. Havde det ikke været mig, ville jeg helt sikkert også have kategoriseret det som sart. Det var først i forbindelse med det her indlæg, at jeg googlede lydfølsom og kunne konstatere, at det faktisk er en ting. Det har sågar et navn.

Så nu vil jeg med god samvittighed tage min lydfølsomhed og iføre mig både ørepropper og høretelefoner 🙂