Shaming – Har vi alle en shamer i maven?

I sidste uge udgav smukke Miriam fra Miriamsblok et fantastisk indlæg om fat shaming med en række retningslinjer til overvægtige mennesker. Retningslinjer om hvordan man bør opføre sig, så man er til mindst gene for det ellers normalvægtige samfund. Indlægget er dybt sarkastisk, yderst rammende og i det hele taget bare virkelig fint skrevet. Hvis du ikke har læst det, så skynd dig ind og gør det her.

Indlægget og den efterfølgende klumme i Politiken og tv optræden på TV2 har affødt en lang række reaktioner. I følge Miriam selv heldigvis overvejende positive, men altså ikke alle. Men hvorfor er det at nogle mennesker føler  et behov for at shame andre?  Det er egentligt ligegyldigt om det er pga. vægt, hårfarve, bryststørrelse eller en manglende evne til at trille havregrynskugler. Hvorfor kan vi ikke lade hinanden være? Hvorfor er det så vigtigt at give udtryk for en negativ kommentar?

Allerede i børnehaven synes de små poder at være opmærksomme på hinandens afvigelser fra “normen”. Afvigelser der ikke skal ret mange af, før de giver grobund for drilleri. For det er  vel egentlig det, det er. Drilleri, eller rettere mobberi. For når der kommer negative kommentarer med henblik på at såre og få andre til at føle skam, så er det mobberi.

Bliver vi alle født med et indkodet billede af det perfekt udseende menneske, og holder efterfølgende alle andre op mod det? Jeg tror langt mere det ligger i vores samfund, i de idealer som er fremherskende. Vi som forældre præger vores børn, og hver gang vi lader en tilsyneladende uskyldig betragtning falde om naboens briller, venindens numse eller tv-værtens 25 forskellige kærester, lærer vi vores børn, at det er i orden at udtale sig negativt om andre. Men vigtigst af alt giver vi dem en model for, hvordan vi som mennesker “bør” se ud og agere.

Vi har alle forskellige præferencer. Nogle kan lide højde, nogle fortrækker mørkt hår andre igen kan godt lige skæg. Og hurra for  det. Men det giver os ikke ret til at dømme andre, der ikke passer i det billede.

Selma er 7 år, hun er stadig utrolig åben over for sine forældre og andre voksnes input. Jeg tænker utrolig meget over ikke at komme til at shame andre mennesker. Men det gør jeg, jeg kommer til at shame andre, helt uden at tænke på det, eller ville det. Det ligger så dybt i rigtig mange af os, at vi ikke tænker på, at den kommentar vi lige kom med, faktisk ikke var i orden.

Jeg tager jævnligt mig selv i at tænke (kun tænke!), at nej hvor er det fedt, at hende den svært overvægtige dame  i fitnesscentret bevæger sig. Men jeg tænker ikke sådan, om ham den 18 årige veltrænede knægt, der sidder ved siden af.  Eller at den der crop top, den burde nok være blevet hjemme i skabet, når BMI´et er over 30. Er det ikke også at shame? At gå ud fra, at bare fordi hun er overvægtig, kan hun ikke leve et aktivt liv, eller gå i tøj der viser hende frem?

Jeg er klar over, at vi selvfølgelig alle har ret til at tænke (kun tænke!) præcis det, vi har lyst til. Og at mine og andres tanker reelt først bliver et problem for andre i det øjeblik, de bliver sagt højt. Men på et eller andet tidspunkt glipper selvkontrollen, filteret  fejler og tanken bliver til ord. Og så er skaden sket. Det kan ikke undgås.

Men jeg gør mit absolut bedste for, at det ikke sker, at mine unger ikke bliver præget af de (for)domme,  jeg som 80´er barn er flasket op med. For det er primært mit ansvar ikke at føre mit snavs over på dem.

Derfor er Miriams indlæg og alle de andre indlæg, klummer og debatter, der findes på nettet, så vigtige. For de skaber opmærksomhed på et problem, som rigtig mange af os måske slet ikke tænker over, før nogen giver os et spejl at kigge i. Vi er nødt til at starte med os selv. At ryde op i vores egen indre shame kasse. Ikke kun for vores egen skyld, men mest af alt for vores børns.